55 anholdt efter demonstrationer mod boligkrise i Portugal
Demonstranter kræver, at Portugals regering dropper lovforslag om at fjerne loftet over huslejeforhøjelser.

Demonstranter kræver, at Portugals regering dropper lovforslag om at fjerne loftet over huslejeforhøjelser.

55 personer er tirsdag blevet anholdt i Portugal som følge af demonstrationer i henholdsvis hovedstaden Lissabon og byen Porto i den nordlige del af landet.
Portugiserne demonstrerer mod en boligkrise, der er en af Europas værste.
Købspriserne er mere end fordoblet siden 2017, og huslejerne med nye lejekontrakter er næsten fordoblet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Krisen er mest akut i de store byer, hvor der også har været modstand mod overturisme.
Demonstranterne kræver, at den borgerlige regering trækker et lovforslag tilbage, der gør det nemmere at gennemføre tvangsflytninger og afskaffe loftet over huslejeforhøjelser ved nye lejekontrakter.
Lovforslaget har netop gennemgået sin første behandling i parlamentet.
Portugiserne tilslutter sig dermed naboerne i Spanien, der også den seneste tid har demonstreret mod boligpriserne. Der er også uro over de stigende leveomkostninger i lande som Frankrig, Belgien og Italien.
De 55 anholdte blev senere tirsdag løsladt forud for et retsmøde i Lissabon onsdag.
Arrangørerne i Portugal oplyser, at mere end 1000 mennesker tirsdag var samlet på to offentlige pladser i henholdsvis Lissabon og Porto. Politiet har ikke opgivet noget estimat over folkemængden.
Politiet havde advaret om, at telte, som aktivisterne havde sat op på de to pladser, var ulovlige. Da de ikke blev taget ned, indledte politiet kort før klokken 06.00 tirsdag morgen koordinerede aktioner i begge byer.
I Porto tog demonstranterne selv deres telte ned. På Rossio-pladsen i Lissabon blev teltene ryddet.
Carla Valadao, der er talsperson for demonstranterne med telte i Lissabon, beskriver politiaktionen som "meget aggressiv".
Politiinspektør ved det offentlige sikkerhedspoliti Sérgio Soares udtaler til journalister, at rydningen foregik "roligt, proportionelt og afmålt".
Alligevel har en gruppe i Lissabon tirsdag stemt for at vende tilbage til Rossio-pladsen i byen og slå telte op igen onsdag.
RITZAU/Reuters