Et voldsomt vejrfænomen gik mandag aften i land i den sydøstasiatiske ferieperle Filippinerne.

Og indtil videre har tyfonen, der af de lokale er blevet døbt Tino, taget livet af 46 personer, mens flere hundrede tusind er blevet fordrevet fra deres hjem.

Tyfonen har været ekstremt ødelæggende.
Tyfonen har været ekstremt ødelæggende. Eloisa Lopez/Reuters/Ritzau Scanpix

Det skriver Reuters ifølge VG, mens mediet ABS CBN skriver, at alle de omkomne er døde i ferieparadiset Cebu, hvor 'Tino' har været stort set altødelæggende.

Ifølge den informationsansvarlige for provinsen Cebu, Ainjeliz Dela Torre-Orong, er de fleste af de omkomne enten druknet eller blevet ramt af vragdele.

Allerede inden 'Tino' ramte land, blev provinshovedstaden Cebu City ramt af oversvømmelser med 183 millimeter regn, som er langt over det månedlige gennemsnit på 131 millimeter.

»Situationen i Cebu er uden fortilfælde,« skriver provinsens guvernør, Pamela Baricuatro ifølge mediet i et Facebook-opslag.

»Vi forventede, at vinden ville være det farlige, men … det er vandet, der virkelig udgør en risiko for vores folk. Oversvømmelserne er simpelthen ødelæggende,« tilføjer hun.

28-årige Don del Rosario fortæller til ABS CBN, hvordan han sammen med øvrige beboere i Cebu City flygtede op på en øvre etage i en bygning, da vandet kom buldrende gennem byen.

»Jeg har boet her i 28 år, og det her er med længder det værste, jeg har oplevet,« siger han.