45 år efter attentatet på Reagan: Hilton Hotel igen scene for skyderi
Lidt over 45 år efter attentatforsøget mod Ronald Reagan, blev der igen affyret skud på Hilton Hotel i Washington.

Lidt over 45 år efter attentatforsøget mod Ronald Reagan, blev der igen affyret skud på Hilton Hotel i Washington.

Det føltes næsten som om historien gentog sig.
De historisk kyndige politik-nørder fik i hvert fald et ubehageligt flashback tidligt søndag morgen dansk tid.
Under den årlige middag for pressekorpset i Det Hvide Hus blev der affyret skud på Hilton Hotel i Washington.
Her var både præsident Donald Trump, førstedamen Melania Trump, vicepræsident J.D. Vance og en lang række andre prominente personer samlet, og de blev hurtigt evakueret og bragt i sikkerhed.
Men det er ikke første gang, Hilton Hotellet i Washington er rammen for en voldsom skudepisode.
Det var nemlig netop her, daværende præsident Ronald Reagan i 1981 med nød og næppe slap med livet i behold, da John Hinckley Jr. åbnede ild mod ham.

De fleste over 50 år kan sikkert huske billederne af den republikanske præsident, som 30. marts det år smilede og vinkede til pressen og de mange nysgerrige, som var mødt frem.
Men pludselig lød der skud, og sikkerhedsfolkene nærmest kastede præsidenten ind i den ventende bil.
Reagan blev ramt i brystet og var efterfølgende indlagt i 12 dage.
Ud over Reagan blev tre andre såret.
Værst gik det ud over hans pressesekretær James Brady, der blev ramt af en kugle i hoved og en overgang var i overhængende livsfare.
Han kom sig aldrig helt, men blev delvis lam i venstre side af kroppen.
Efter skyderiet brugte han en stor del af sit liv på at kæmpe for øget våbenkontrol.
Gerningsmanden, John Hinckley, blev erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket og anbragt på et psykiatrisk hospital.

Han blev løsladt i 2016 og er i dag 70 år gammel.
Gårsdagens hændelse fandt som nævnt sted under den middag, som pressekorpset i Det Hvide Hus holder hvert år.
Det er en over 100 år gammel tradition, men det var første gang, Donald Trump deltog i middagen som præsident.
Den 31-årige Cole Tomas Allen er anholdt og sigtet for skudepisoden.