En 44-årig mand idømmes ti års fængsel for at have voldtaget Gisèle Pelicot, som gennem en årrække adskillige gange blev bedøvet og efterfølgende voldtaget af forskellige mænd i det sydlige Frankrig.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Manden, Husamettin Dogan, har fået sin straf ved en appeldomstol.
Han blev sidste år idømt ni års fængsel ved en lavere retsinstans.
I alt 51 mænd - herunder Gisèle Pelicots eksmand - blev dømt i sagen i december 2024.
Selv om flere ankede deres domme dengang, var det kun én af dem, der endte med at tage sagen videre til en appeldomstol.
Den i dag 72-årige Gisèle Pelicot har været åben i offentligheden om de overgreb, som hun har været udsat for. Hun har også afgivet forklaring under ankesagen mod den 44-årige mand.
Pelicots eksmand, Dominique Pelicot, fik den strengeste straf af de tiltalte, da sagen blev behandlet første gang i december.
Her blev han idømt 20 års fængsel for igennem ti år at have arrangeret voldtægterne af sin daværende hustru.
Han rekrutterede overgrebsmændene på nettet.
/ritzau/