Det nyvalgte 41-årige kongresmedlem for delstaten Louisiana Luke Letlow er tirsdag lokal tid død af covid-19.
Det oplyser Louisianas guvernør, John Bel Edwards, på Twitter.
'Det er med tungt hjerte, at Louisianas førstedame og jeg må kondolere det nyvalgte kongresmedlem Luke Letlows familie, efter at han er død efter en kamp med covid-19,' skriver guvernøren.
Letlow offentliggjorde 18. december, at han var blevet testet positiv for coronavirus.
Han har været indlagt til behandling i byen Shreveport i Lousiana og skulle være begyndt som medlem af Repræsentanternes Hus søndag, når Kongressens nye samling begynder.
Letlow efterlader sig sin hustru og to børn.
»Familien sætter pris på de mange bønner og støtte over de senest dage, men beder om respekt for privatlivet i denne svære og uventede tid,« lyder det fra familien i en meddelelse til amerikanske medier.
Letlow er det første medlem af Kongressen i USA, der dør af covid-19.
De seneste måneder har USA flere steder haft store stigninger i smittetallene.
Mandag har i alt over 19,5 millioner mennesker været smittet med coronavirus i USA. 337.918 smittede er døde i USA i løbet af pandemien.
/ritzau/AFP

