40.000 tons rådden mad får Los Angeles til at stinke
»Det lugter grimt, virkelig grimt. Så grimt, at man har lyst til at kaste op,« siger en beboer i det hærgede område.

»Det lugter grimt, virkelig grimt. Så grimt, at man har lyst til at kaste op,« siger en beboer i det hærgede område.

Det har været en stinkende sommer i dele af den californiske by Los Angeles.
Og det skyldes en voldsom brand, der brød ud i et kølelager i området Boyle Heights 17. juni.

Næsten 40.000 tons kød, fisk og skaldyr blev opbevaret i virksomheden Lineage Logistics' lagerbygning, da lageret brændte.
Mange af fødevarerne brændte, og nogle blev til flydende mad.
Og det har skabt en grim lugt i området.

Flere lokale i Boyle Heights fortæller CNN, at stanken gør dem syge, og at sværme af fluer og kæmperotter har fulgt den skadelige lugt ind i deres nabolag.
»Det lugter grimt, virkelig grimt. Så grimt, at man har lyst til at kaste op,« siger sikkerhedsvagten Mesha til BBC og sammenligner lugten med lugten af et lig.
Lineage Logistics, verdens største ejer af køleopbevaringsfaciliteter, hævder, at de nu har gjort det af med 80 procent af maden.
Men det kritiserer det californiske borgmesterkontor.
De mener ikke, at virksomheden har gjort et godt stykke arbejde i forbindelse med oprydningen.