Omkring 40.000 mennesker er blevet evakueret i den amerikanske delstat Californien, efter at en lagertank er begyndt at overophede og udlede dampe i luften.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

Lagertanken tilhører en fabrik, som fremstiller plastik til luftfart i Garden Grove, der er en by i Orange County, oplyser amtets brandvæsen.

Virksomheden hedder GKN Aerospace.

Tanken indeholder mellem 22.700 og 26.500 liter methylmethacrylat, der bruges til at fremstille akrylplastmaterialer som plexiglas.

Hvis den revner, vil kemikaliet sive ud på jorden, men den kan også eksplodere, siger brandchefen i Garden Grove, Craig Covey, ifølge AP.

- Den her tingest kommer til at gå i stykker, og vi ved ikke hvornår.

- Vi gør vores bedste for at finde ud af, hvornår det sker, eller om vi kan forhindre det, siger han.

Myndighederne har beordret indbyggere i Garden Grove til at forlade deres hjem og udvidede fredag evakueringsordren til også at gælde for indbyggere i fem andre byer i Orange County.

Det gælder Cypress, Stanton, Anaheim, Buena Park og Westminster.

Man forsøgte i løbet af natten at stoppe lækagen, men det lykkedes ikke.

Der er ingen meldinger om hverken tilskadekomne eller dødsfald.

/ritzau/