Snevejr har natten til lørdag skabt store udfordringer i Sverige med omkring 400 fastkørte biler og lastbiler.

Det har ført til lange køer på op til 15 kilometer på motorvejen E22.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Klokken 01.00 valgte Trafikverket at lukke en strækning på omkring 40 kilometer på E22 nord for Kalmar på den svenske østkyst. Trafikverket svarer til Vejdirektoratet i Danmark.

- Det er en ekstrem situation, hvor der bliver ved med at komme sne.

- Man bør absolut ikke bevæge sig ud på vejene, medmindre det er livsnødvendigt, sagde pressevagt Magnus Alm fra Trafikverket tidligere på natten til Aftonbladet.

Omkring klokken 05.00 var meldingen fra operationsleder Håkan Andersson fra Trafikverket, at de værste køer var afviklet.

- De er i gang med at køre strækningen igennem for at se, om der er flere, som sidder fast, før de er klar til at åbne vejen igen, sagde Håkan Andersson til TT.

Der er blevet indsat bæltekøretøjer for at få de fastkørte biler fri af snedriverne.

Der er umiddelbart ingen meldinger om personer, der er kommet til skade.

E22 går fra Trelleborg i Skåne og op langs Sveriges sydøstlige kyst til Norrköping.

Snevejret ventes at fortsætte gennem hele weekenden, hvor østkysten atter ventes at blive hårdest ramt.

Trafikverket opfordrer bilister til at forberede sig, hvis det er nødvendigt at bevæge sig ud i trafikken.

Bilister bør sikre sig, at de kan holde varmen og have mad med til mindst 24 timer, hvis omstændighederne tvinger dem til at holde stille, meddeler Trafikverket ifølge TT.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) melder lørdag morgen om sne mange steder i Danmark. Lokalt kan der være op til 15 centimeter sne.

På sin hjemmeside skriver DMI, at det kan give lokale udfordringer med sne- og isglatte veje.

/ritzau/