Det endte voldeligt, da tusindvis af borgere tirsdag tørnede sammen med politiet under corona-demonstrationer i Kiev.

Demonstranterne havde indtaget Uafhængighedspladsen i den ukrainske hovedstad for at udvise deres utilfredshed mod de coronanedlukninger, som landets regering planlægger at indføre efter nytår.

Som de fleste nok efterhånden er bekendt med, er covid-19 og store forsamlinger dog ikke den bedste cocktail, og derfor rykkede politiet hurtigt ud og forsøgte at få de store folkemængder til at bryde op.

Til formålet benyttede de blandt andet tåregas, hvilket resulterede i voldelige sammenstød.

Omkring 40 politibetjente kom angiveligt til skade under sammenstødene.
Omkring 40 politibetjente kom angiveligt til skade under sammenstødene. Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at omkring 40 betjente blev såret i sammenstød med demonstranterne, hvoraf en stor del var ejere af små forretninger, som rammes særligt hårdt af den forestående nedlukning.

Betjentene fik angiveligt kemiske forbrændinger i øjnene, da nogle af demonstranterne besluttede sig for at give politiet tilbage af samme skuffe og affyrede tåregas.

Flere af demonstranterne skulle også være kommet til skade i sammenstødene, som startede, da politiet forsøgte at forhindre demonstranterne i at sætte telte op på Uafhængighedspladsen.

Der er meldinger om, at flere demonstranter er kommet til skade, men der er på nuværende ingen officielle tal.

Flere af demonstranterne forsøgte at sætte telt op på Uafhængighedspladsen.
Flere af demonstranterne forsøgte at sætte telt op på Uafhængighedspladsen. Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere

Restriktionerne, som dele af befolkningen er utilfredse med, indebærer blandt andet, at alle ikke-essentielle butikker, fitnesscentre og skoler skal holde lukket mellem 8. og 24. januar.

Ukraine har i skrivende stund registreret mere end 909.000 smittetilfælde siden pandemiens udbrud, mens der har været omkring 15.000 coronadødsfald.