40-årig mand sigtet: Fundet med formodet bilbombe
Det irske politi nåede at gribe ind og stoppe den farlige bilbombe tæt på den irske grænse.

Det irske politi nåede at gribe ind og stoppe den farlige bilbombe tæt på den irske grænse.

En mand i 40'erne er blevet sigtet, efter at det irske politi opfangede en formodet bilbombe.
Politibetjentene opdagede bomben under en operation rettet mod dissidente republikanere, skriver Sky News.
Dissidente republikanere er irske republikanere i Nordirland og Irland – herunder grupper som Nye IRA, Real IRA og Republican Sinn Féin – der afviser fredsprocessen og Langfredagsaftalen.
Det irske politi meddelte fredag, at den formodede bilbombe, som ifølge betjentene havde potentiale til at forårsage markante og voldsomme ødelæggelser, blev opsnappet onsdag eftermiddag.
Det er efterfølgende kommet frem, at den farlige anordning angiveligt indeholdt sprængstof af militær kvalitet.
Manden i 40'erne er i den forbindelse blevet anholdt under mistanke for alvorlige forbrydelser mod staten.
Han fremstilles efter planen i en domstol i Dublin lørdag aften.