Kina har et stort corona-problem, og det vil kun blive større.

Ifølge VG er det britiske analyseselskab Airfinity netop kommet med en prognose for udviklingen af pandemien i det meget folkerige land.

Selskabet vurderer, at man i løbet af denne uge vil komme op på 3,7 millioner smittede om dagen.

I starten af december ophævede Kina den nærmest hermetiske nedlukning af landet, og det betød, ifølge Airfinity, at 248 millioner mennesker fik corona i løbet af den måned. Det svarer til 18 procent af befolkningen.

Mere end en halv million kinesere skulle nu være døde som følge af corona, og Airfinity forventer, at det tal vil stige til 1,7 millioner inden april.

Analyseselskabet forventer, at smittetoppen vil blive nået i begyndelsen af marts med 4,2 millioner smittede om dagen. Det er dog stadig svært at komme med nøjagtige prognoser, da myndighederne i Kina er stoppet med at publicere data om smittetal.

Kineserne har selv nedtonet smitten, men er nu alligevel begyndt at reagere på den internt.

Ifølge The Guardian advarer myndighederne nu befolkningen om at rejse hjem til ældre familiemedlemmer, når nytåret for alvor fejres med tilhørende ferie i Kina fra den 21. januar.

»I kan vise jeres omsorg for jeres ældre familiemedlemmer på rigtigt mange måder. I behøver ikke nødvendigvis at bringe virus med hjem til dem,« siger professor Guo Jianwen, der er medlem af statens corona-enhed.

Ifølge de kinesiske myndigheder har smitten toppet i de største byer og provinser, men der er stadig et stort mørketal udenfor disse.

Officielt er blot 40 kinesere døde med corona indenfor den seneste måned.