I Danmark kender vi videotjenesten Zoom som en tjeneste, der hjælper studerende med at få undervisning, og som hjælper folk til at have kontakt til deres pårørende i denne coronatid. Der er dog andre steder i verden, hvor videotjenesten bliver brugt til noget helt andet.

I Singapore har man dømt en 37-årig malaysisk mand til døden over Zoom.

Det skriver Reuters.

Den 37-årige Punithan Genasan blev dømt til døden ved hængning for at være medskyldig i at smugle heroin tilbage i 2011.

Dokumenter, der blev vist i retten, afslørede, at han havde været med til at smugle 28,5 gram heroin.

Det var 'af hensyn til alle involverede i sagen', at der blev afsagt dom over Zoom, fortalte en talsperson fra Singapores højesteret til Reuters.

Dommen blev afsagt over videotjenesten på grund af, at retssystemet er delvist lukket grundet coronavirussen.

Det er første gang, der er afsagt en dødsstraf over en videotjeneste i Singapore. Punithan Genasan overvejer nu at anke dommen.

Flere menneskerettighedsorganisationer har vist kritik over for, at Singapore stadig dømmer folk til døden, og det gør det ikke ligefrem bedre, at de gør det over en videotjeneste.

»Singapores brug af dødsstraf er grusom og umenneskelig, og brugen af fjernteknologi som Zoom til at dømme en mand til døden er endnu værre«, sagde direktør for den asiatiske afdeling af Human Rights Watch, Phil Robertson.

Amnesty International har udtrykt samme kritik som Human Rights Watch til Singapore.

Fire mennesker blev henrettet i Singapore sidste år.