Mindre end to uger før det første palæstinenske valg i 15 år er der registeret ikke mindre end 36 politiske partier.
Indtil nu er 13 af dem godkendt. Det meddeler valgkommissionen, som den 6. april vil offentliggøre den endelige liste over alle valgberettigede.
Valget skal ifølge planen finde sted den 22. maj.
Den store Fatah-gruppe, som ledes af den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, er splittet og opstiller nu med tre partilister.
Den indre splittelse i bevægelsen kan koste den moderate bevægelse en del stemmer, mens det kan gavne det islamistiske Hamas, at det kun har én liste.
Iagttagere siger, at valget kan blive aflyst, hvis der kommer til at herske tvivl om en klar sejr til Fatah.
Fatah er traditionelt den stærkeste politiske kraft i de palæstinensiske områder, mens Hamas er den næststørste. Nylige meningsmålinger har vist, at to tredjedele af palæstinenserne ikke er tilfredse med den 85-årige Abbas og ønsker at se ham træde tilbage.
Der hersker også tvivl om, hvorvidt Israel vil give tilladelse til valget i det overvejende arabiske Østjerusalem. Palæstinenserne siger, at uden afstemning i denne del må hele valget aflyses.
Israel har endnu ikke reageret på en anmodning fra EU om at tillade europæiske valgobservatører i de palæstinensiske områder.
Ved det seneste valg i 2006 vandt Hamas, og den islamistiske bevægelse overtog det følgende år med vold kontrollen over Gazastriben. Siden har Fatah kun haft kontrollen over Vestbredden.
Den fængslede toppolitiker Marwan Barghouti er en af de mest markante modstandere af Abbas. Han tilhører selv Fatah, men han støtter øjensynligt partilisten "Frihed", sammen med Nasser al-Qudwa - en nevø til den afdøde partistifter Yasser Arafat. Udbrydergruppen ledes af al-Qudwa og Barghouti's kone, Fadwa.
/ritzau/AFP
.
