»Hun fortjente ikke at dø på denne måde.«

Chance Allison er stadig dybt chokeret og mærket af den traumatiske oplevelse, han havde under en vandretur i Florida i weekenden.

Her mistede han nemlig sin kæreste, 31-årige Brittany Clark. 

Kæresteparret og en af deres venner var taget ud for at vandre i naturområdet Little Big Eco State Forest, da de kort efter frokosttid fik lyst til en svømmetur.

Derfor hoppede vennerne i Econlockhatchee-floden og svømmede rundt på lavt vand, men pludselig blev alt kaos.

En alligator angreb Brittany Clark og havde bidt sig fast i hendes arme. 

»Aldrig i en million år ville vi have forudset dette mareridt,« fortæller Chance Allison til NBC.

Vennen, som var med på turen, Jayden Hernandez, fortæller til avisen New York Post, at Brittany få minutter før, hun blev angrebet af en fire meter lang alligator, faktisk jokede med, at der var en alligator i vandet.

»Der var luftbobler inde i den lille trekant, vi dannede med vores kroppe i vandet, og jeg bemærkede, at det måske kunne være en snedig alligator. Chance, Brittanys kæreste, svømmede hen over boblerne for at vise, at der ikke var noget – og der var heller ikke noget,« siger hun og tilføjer:

»Og blot få minutter senere blev min bedste ven angrebet.«

Kæresten Chance Allison understreger over for NBC, at Brittany var den stærkeste person, han kendte.

Selv måtte han tage kampen op med det vilde dyr i forsøget på at få sin kæreste fri fra dets gab. 

»Brittany var sådan en fantastisk og omsorgsfuld person, og hun fortjente ikke at dø på denne måde.«

»Hun var den stærkeste og mest udadvendte person, jeg nogensinde har mødt i mine 30 år .«

Det lykkedes ham at redde Brittany op på land, men hendes ene arm var blevet bidt af. 

Hun døde af sine kvæstelser, inden hun nåede frem til hospitalet. 

Myndighederne i området har siden fanget og dræbt to alligatorer, den ene en fire meter lang alligator, nær det sted, Brittany Clark blev angrebet. 

Den anden alligator var 3,8 meter. 

Familien til den afdøde kvinde har oprettet en indsamling på GoFundMe i håbet om at skaffe penge nok til at få hendes jordiske rester fløjet til Californien, hvor hun kommer fra. 

Her skriver hendes tante, Gena Smith:

»Min 31-årige niece, Brittany, er netop gået bort i en helt fuldstændig bizar ulykke. Hun var et vidunderligt menneske og en livsglad sjæl.«