30 mennesker er fredag blevet dræbt i et droneangreb på et kvægmarked i Sudan.

Det siger en unavngiven medicinsk kilde på det lokale hospital i delstatshovedstaden Nyala i Syddarfur.

- Droneangrebet på byens kvægmarked i dag dræbte 30 mennesker og sårede 47 andre, som modtager behandling på hospitalet, siger kilden uden at nævne noget om, hvem der stod bag angrebet.

Droneangrebet ramte det lokale kvægmarked fredag morgen, hvor sælgere og handlende typisk fylder området, og boder langs vejene serverer morgenmad.

Borgerkrigen mellem Sudans hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) har stået på siden april 2023.

Fredagens angreb er et af de mest dødelige mod RSF's højborg i Darfur i det vestlige Sudan, skriver AFP.

RSF beskylder Sudans hær for at stå bag droneangrebet. Ifølge RSF er 17 kvinder og fem børn blandt de dræbte.

Den paramilitære gruppe har ligesom landets hær i stigende grad brugt droner til at bekrige hinanden.

En unavngiven militærkilde siger, at Sudans hær har intensiveret sine angreb mod RSF i Nyala fredag.

Borgerkrigen i Sudan har dræbt titusindvis af mennesker og fordrevet flere end 11 millioner mennesker. Der er blevet erklæret hungersnød flere steder i det folkerige afrikanske land.

Sudan betegnes af FN og nødhjælpsorganisationer både som verdens værste humanitære krise og som verdens største sultkrise. FN har kaldt situationen i Sudan for verdens største krise målt på antallet af fordrevne.

Ifølge FN er flere end 1100 mennesker blevet dræbt i droneangreb i løbet af det første halve år af 2026.

Sudans hær har kontrollen over de centrale og østlige dele af Sudan, mens Darfur i vest samt dele af den sydlige del af landet kontrolleres af RSF.

Darfur-regionen er omtrent på størrelse med Spanien. Området har været ramt af nogle af de værste voldshandlinger under krigen.

Den paramilitære gruppe indtog størstedelen af Darfur sidste år efter at have erobret El-Fasher, som var den sidste større by i regionen. FN-eksperter har udtalt, at offensiven bar præg af folkedrab.

RITZAU/AFP