Da en treårig pige tidligere på ugen klatrede op på en oppustelig enhjørning i den græske strandby Antirrio, var der nok ingen, der havde forestillet sig, at hun ville skabe overskrifter verden over.

Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad der er sket.

Badeturen kunne nemlig være endt fatalt, idet vinden pludselig greb fat i pigen og det hvide badedyr med regnbuefarvet manke, inden hendes forældre nåede at reagere.

Bare et øjeblik tog det, før den treårige pige var drevet så langt ud, at hun var helt alene på det åbne hav, 500 meter fra kysten, med armene om enhjørningens oppustelige nakke.

En større redningsaktion måtte sættes i værk for at redde den treårige pige.
En større redningsaktion måtte sættes i værk for at redde den treårige pige. Foto: Petros Kritsonis/via REUTERS
Vis mere

Det var ifølge Greek City Times lige præcis i dette øjeblik, at kaptajnen på en græsk veteranfærge fik øje på pigen.

Grigoris Karnesis, som den 50-årige græker hedder, fortæller, at han ikke turde tro sine egne øjne. Pigen var så lille, og badedyret, som hun flød på, drev så hurtigt, at han knap nok havde tid til at tænke.

Alligevel lykkedes det Grigoris Karnesis at få den kæmpestore færge, som kan rumme mere end 300 biler og 500 passagerer, tæt nok på pigen til, at en af mændene om bord kunne række ud og få hende sikkert i land.

»Der var absolut intet, dette barn kunne gøre,« siger kaptajnen til mediet.

Redningsaktionen blev fanget på video, som blev delt på sociale medier mandag – og sidenhen på medier over hele verden – heriblandt The New York Times.

Grigoris Karnesis fortæller selv, at han delte videoen for at vise, hvor farlige de oppustelige badedyr, som benyttes i vid udstrækning, kan være. Særligt i kombination med det åbne hav.

Sagen har da også fået så stor opmærksomhed, at den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, har kontaktet færgekaptajnen for at takke både ham og hans besætning for deres indsats.