Portugals premierminister har kontaktet den tyske kansler, Angela Merkel, for at sende sine kondolencer.

29 personer er omkommet i en busulykke på den portugisiske ø Madeira i Atlanterhavet onsdag aften.

Samtlige omkomne var tyske turister. Det bekræfter en tysk regeringstalsmand.

- Det er frygtelige nyheder, vi har modtaget fra Madeira, siger talsmanden.

Portugals premierminister, António Costa, skriver på Twitter, at han har kontaktet Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, for at sende sine kondolencer.

- Det er med dyb sorg, at jeg hørte om ulykken på Madeira.

- Jeg har udtrykt min sorg over for kansler Angela Merkel i denne vanskelige tid, skriver han.

Oprindeligt lød dødstallet på 28, men læger oplyser, at en kvinde er død af sine kvæstelser på et hospital i Funchal, hovedstaden i regionen Madeira.

27 andre personer er sårede.

- Jeg har ikke nogen ord, der kan beskrive, hvad der er sket, siger borgmesteren i byen Canico, hvor ulykken skete, Filipe Sousa, til tv-stationen Sic.

- Jeg kan ikke sætte mig ind i disse personers lidelser.

Den portugisiske præsident, Marcelo Rebelo de Sousa, vil i løbet af natten rejse til Madeira.

- Jeg udtrykker min sorg og solidaritet på vegne af hele det portugisiske folk i dette tragiske øjeblik og især over for familierne til ofrene, som jeg har fået at vide var tyskere, siger præsidenten til portugisisk tv.

Samtidig oplyser lokale myndigheder, at de omkomne er mellem 40 og 50 år gamle.

Et hospital i Funchal bekræfter, at der ikke er børn blandt de omkomne.

Borgmester Filipe Sousa oplyser, at der var 55 passagerer, en turguide og en chauffør om bord på bussen.

Bussen væltede angiveligt ned ad en stejl skrænt, da den skred af vejen øst for Funchal. Tv-billeder viser den hvide bus ligge på siden på en skrænt nær en smal vej.

Ulykken indtraf omkring klokken 18.30 lokal tid i et beboelsesområde.

Indbyggere i området fortæller, at vejret var fint, da ulykken skete. Myndighederne er ved at efterforske årsagen til ulykken.

Lokale myndigheder oplyste tidligere på aftenen ifølge det tyske medie Bild, at 17 mænd og 11 kvinder er døde. Det var, før dødstallet blev opjusteret fra 28 til 29.

/ritzau/AFP