Den 29-årige italienske model Pamela Genin er død.

Hun blev fundet i kritisk tilstand tirsdag 14. oktober omkring kl. 22.00 på en terrasse i en lejlighed i Gorla, Milano, skriver det italienske lokalmedie Il Fatto Quotidiano.

Naboer skal have hørt råb om hjælp og ringede til politiet, mens de forsøgte at bryde ind i lejligheden.

Pamela Genin blev angiveligt stukket ihjel af sin kæreste, skriver flere italienske medier.

Herefter forsøgte han at tage sit eget liv, men politiet nåede frem og fik fat i ham.

Kæresten er i alvorlig tilstand, men er uden for livsfare ifølge mediet Il Fatto Quotidiano.

Der skulle være tale om en 52-årig mand ifølge nyhedsbureauet ANSA.