284 personer er blevet anholdt i Chile i demonstrationer til ære for ofre, der led under landets tidligere leder Augusto Pinochets styre.

Det oplyser Chiles minister for offentlig sikkerhed, Martin Arrau, lørdag i et opslag på det sociale medie X.

Ministeren fortæller, at demonstranter angreb politiet, og at politikøretøjer viser spor efter projektiler, stenkast og brandbomber.

- Det viser, hvor voldsomt et niveau af vold vores betjente udsættes for, når de udfører deres arbejde, skriver Martin Arrau.

- Vi vil ikke tolerere denne adfærd. Vi vil fordømme og forfølge dem, der forsøger at angribe vores politistyrker, lyder det videre.

Anholdelserne er sket i forbindelse med demonstrationer torsdag og fredag, skriver ministeren. Blandt de anholdte er 16 udenlandske statsborgere og 31 mindreårige.

General Augusto Pinochet styrede Chile med hård hånd under et militært diktatur fra 1973 til 1990.

Mere end 3200 personer forsvandt eller mistede livet i tiden under Pinochet, skriver nyhedsbureauet AFP. Derudover blev titusindvis tortureret eller uretmæssigt fængslet.

Pinochet kom til magten den 11. september 1973 ved et blodigt militært kup, hvor den daværende socialistiske præsident, Salvador Allende, blev væltet.

Den 11. september markeres hvert år i Chile, men i år har Chile ikke afholdt officielle arrangementer i forbindelse med mærkedagen, skriver AFP.

Chiles nuværende præsident, José Antonio Kast, der tiltrådte i marts, har sagt, at han ikke kan viske historien ud.

José Antonio Kast er ifølge AFP den første højreradikale leder i Chile siden Augusto Pinochet.

Pinochets tid i spidsen for Chile sluttede i 1990. Et flertal stemte ved en folkeafstemning i 1988 imod at lade ham blive på magten. Året efter blev der afholdt et demokratisk valg, og en ny præsident overtog posten i 1990.

I Chile er der faldet massevis af domme i sager om brud på menneskerettighederne under Pinochet.

Pinochet, som døde i 2006 som 91-årig, er dog aldrig blevet dømt for de forbrydelser, der blev begået under hans lederskab.

RITZAU