Hans navn er Gustav Magnar Witzøe. Han er norsk statsborger, men satser fuldt ud på en modelkarriere i USA. Og så har han arvet den store Salmar-koncern fra sin far.

Salmar-koncernen gør sig blandt andet i lakseopdræt, og det sikrer Gustav Magnar, via investeringsselskabet Kvarv, en milliardformue.

Regnskabet for Kvarv, hvor han sidder med næsten alle aktierne, viser, at han har værdier for rundt regnet 15 milliarder danske kroner.

I fjor steg omsætningen i Kvarv-koncernen til næsten 13,4 milliarder. Året før var det 11,5 mia.

Laksehøst fra et havdambrug.
Laksehøst fra et havdambrug. SØREN STEFFEN

Derimod faldt overskuddet fra 2,2 mia. til 1,9 mia. i koncernen, der har over 3.500 ansatte.

Gustav Magnar Vitzøe er dog ikke nogen ekspert på forvaltningen af den store formue. Han trænger efter eget udsagn til 'nogle år på skolebænken', før det kommer på plads.

Den norske erhvervsavis E24 har været i kontakt med faderen til Gustav Magnar, Gustav Witzøe. Han grundlagde Salmar og er kontaktperson i Kvarv.

Men han er ikke særlig snakkesalig og henviser til Kvarvs årsberetning.

Lastbiler med norske laks venter på at komme ind i Danmark fra Norge.
Lastbiler med norske laks venter på at komme ind i Danmark fra Norge. HENNING BAGGER

I den bliver det beskrevet, at udsigterne fortsat er positive for lakseopdrættet. Men det antydes også, at handelskrigen kaster en del skygge over udsigten.

Også den svage kurs på de norske kroner har været gunstige for selskabet, men laksepriserne kan risikere at gå nedad, hvis den norske krone igen bliver styrket.

I denne uge er den norske krone nået op på 10 norske kroner for en enkelt euro. Det kalder E24 et 'finanskriseniveau'.

'Vi har oplevet flere år med nogle høje priser på laks. Det er dels kommet som en konsekvens af valutaudviklingen,' skriver Kvarv.

Værdierne i Salmar er ganske vist faldet en del siden årsskiftet, hvor aktien er faldet med 5,61 procent siden nytår.

Alligevel blev udbyttet på 23 norske kroner pr. aktie i juni. Det var væsentlig højere end udbetalingen på 19 kroner året før.