En 24-årig mand er varetægtsfængslet in absentia af tingsretten i Södertälje, der er en forstad til Stockholm, mistænkt for mordet på Salwan Momika, der blev skudt og dræbt i januar.
Momika fik international omtale efter at have brændt flere koraner.
Det er ukendt, hvor den mistænkte befinder sig.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Ifølge anklager Rasmus Öman, som leder efterforskningen, peger sporene mod Syrien, som er den mistænktes hjemland.
- Næste skridt bliver at efterlyse ham internationalt, siger Öman ifølge TT.
Politiet besluttede 19. juni, at den 24-årige skulle anholdes. Han er ud over mistanken om drab også mistænkt for grov overtrædelse af våbenloven.
Han er tidligere dømt for mindre narkotikaforseelser og grov uagtsomhed i trafikken, men ikke for alvorligere kriminalitet.
Den 24-årige har også tidligere været mistænkt for drabsforsøg, men efterforskningen i den sag blev opgivet i 2021.
Manden forsvares af advokat Martin Larsson, der fredag oplyste, at han ikke har haft nogen kontakt med sin klient.
Den nu afdøde Salwan Momika kom til Sverige fra Irak i 2018.
Han fik offentlig omtale i Sverige såvel som i andre lande, efter at han i 2023 brændte flere koraner.
Sent om aftenen den 29. januar i år blev han skudt og dræbt i en lejlighed i den svenske by Södertälje. Han blev 38 år.
På tidspunktet for drabet var han i gang med en livestream på det sociale medie TikTok.
Ifølge vidner, der fulgte med i udsendelsen, gik han ud på altanen for at ryge, hvorefter der blev hørt skud.
- Efterforskningen har vist, at gerningsmanden kom ind via en af naboejendommens opgange, derefter op på taget, og så ned på altanen og ind i lejligheden, mens Momika var ude at ryge, fortæller anklager Rasmus Öman til TT.
Fem mænd blev anholdt få timer efter drabet, men de blev senere løsladt, og i marts indgik de ikke længere i efterforskningen.
I maj sagde anklageren til TT, at mordet kunne ende som en såkaldt "kold sag" efter sommeren, hvis der ikke kom et gennembrud.
/ritzau/TT