En 22-årig svensk statsborger, der er mistænkt i sag om eksplosion ved Skattestyrelsen på Østerbro i København, skal udleveres til Danmark.
Det afgør Tingsretten i Malmø, efter at manden har været fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag.
Den unge mand har nu indtil 23. august til at klage over udleveringen til en højere retsinstans, der svarer til den danske landsret.
Desuden vurderede retten, at manden fortsat skal være varetægtsfængslet, og at de genstande, der blev beslaglagt i hans hjem, skal udleveres til dansk politi.
Der er tale om en computer, en telefon, et USB-stik, tøj og sko.
Eksplosionen skete om aftenen 6. august. To personer befandt sig i bygningen, da braget lød, men ingen af dem kom til skade. Én person, der befandt sig i området, blev ramt af fragmenter fra eksplosionen.
Den 22-årige blev tirsdag aften tilbageholdt af svensk politi på baggrund af en nordisk arrestordre, som politiet fik udstedt efter et retsmøde i Københavns Byret.
En anden svensk statsborger på 23 år er ligeledes sigtet i sagen. Han er fredag fortsat på fri fod og internationalt efterlyst i sagen.
De to unge mænd kommer begge fra det sydlige Skåne. Den yngste har adresse lidt vest for Malmø, mens den ældste bor på den skånske sydkyst mellem Ystad og Trelleborg.
Da der er nedlagt navneforbud i sagen, er det ikke muligt at komme nærmere ind på, hvem de mistænkte er, eller mere præcist, hvor de bor.
Eksplosionen medførte store skader på Skattestyrelsens bygning.
Du kan se, hvordan pressemødet skred frem minut for minut her:
/ritzau/





