7. oktober festede Maya Regev og hendes lillebror Itay ved Supernova-musikfestivalen i det sydlige Israel.
Men pludselig blev festen til et mareridt.
Hamas angreb musikfestivalen under sit terrorangreb mod Israel med frygtelige blodsudgydelser til følge.
Maya og Itay Regev overlevede, men blev begge taget med til Gaza som gidsler af Hamas.
Nu er 21-årige Maya Regev blevet frigivet, skriver The Times of Israel.
Umiddelbart efter ankomsten til Israel måtte hun imidlertid indlægges på et hospital.
På Soroka Medical Center skal Maya Regev gennemgå flere operationer, men hun forventes at komme sig uden fysiske mén.
Præcis hvad hun skal opereres for, fremgår ikke.
Hun er det eneste af de 13 israelske gidsler, der lørdag blev frigivet som del af aftalen mellem Hamas og Israel, som havde behov for akut lægehjælp ved hjemkomsten til Israel.
Hendes lillebror, 18-årige Itay Regev, holdes stadig som gidsel af Hamas.
Du kan følge udviklingen i konflikten mellem Israel og Hamas i vores liveblog, som du finder lige HER.
