En 21-årig mand døde på tragisk vis midt om natten i et sommerhus på Mallorca.

Og nu mener det lokale politi, at de har fundet dødsårsagen, der ellers har været ukendt for øen og offentligheden siden dødsfaldet den 30. juli. 

Den afdøde 21-årige mand var hollandsk og var på ferie med 10 andre unge hollændere i et sommerhus i Playa de Palma, som gruppen havde lejet gennem Airbnb. 

Det er lokalavisen Dario de Mallorca, der beretter om Rigspolitiet i Spaniens opdagelser. De har efter bedste evne rekonstrueret forløbet. 

Avisen skriver, at politiet mener, at der er tale om kulilteforgiftning, som slog den unge mand ihjel. 

Husets 11 gæster sov rundt omkring i huset. Den 21-årige nu afdøde og en anden sov i værelset tættest på vandvarmeren. 

Politiet og ambulancer blev tilkaldt, hvor de lokale myndigheder registrerede et gasudslip, og ambulancereddere forsøgte at give den 21-årige førstehjælp. Men hans liv stod ikke til at redde. 

Den anden person slap væsentligt lettere end den afdøde, men måtte indlægges på grund af forgiftningen, der både gav opkast og hovedpine.

Inspektører, der har arbejdet på stedet, har nu opdaget, at en fugl havde bygget rede i et gasførende rør, hvilket gjorde, at kulilte sivede ud i de tilstødende rum.