21-årig østriger fængsles for planer om angreb mod Taylor Swift-fans
Østrigske anklagere mener, at 21-årig var en del af en terrorcelle, der var klar til at slå til når som helst.

Østrigske anklagere mener, at 21-årig var en del af en terrorcelle, der var klar til at slå til når som helst.

En 21-årig mand, der har tilstået at have planlagt et angreb mod en koncert med superstjernen Taylor Swift i Wien i august 2024, er ved en østrigsk domstol torsdag blevet idømt 15 års fængsel.
Det skriver Reuters.
Domstolen har fundet ham skyldig i en række anklager, der alle var terrorrelaterede.
I løbet af retssagen har den nu dømte mand sagt, at han var blevet overbevist om, at han "blev nødt til at føre hellig krig".
Anklagemyndigheden har peget på, at manden støtter den yderliggående bevægelse Islamisk Stat (IS).
Politiet nåede at afsløre planerne om en massakre mod fans ved Taylor Swift-koncerten i Østrig.
Planerne blev opdaget og stoppet af politiet, inden manden kunne føre dem ud i livet.
Østrigeren blev anholdt 7. august 2024. Det var dagen inden den første af tre planlagte koncerter med Taylor Swift i Østrigs hovedstad.
Alle koncerterne blev aflyst som følge af sagen.
Foruden planerne om angrebet på koncerten i Wien er han tiltalt for sammen med en anden mand at have planlagt to angreb i henholdsvis Dubai og den tyrkiske storby Istanbul, som aldrig blev udført.
Den anden mand er ikke anklaget for at have været en del af angrebsplanerne mod Taylor Swift-koncerten i Wien.
En tredje formodet medsammensvoren sidder varetægtsfængslet i Saudi-Arabien.
Anklagemyndigheden mener, at de tre sammen udgjorde en terrorcelle, der var klar til at angribe når som helst.
Den østrigske avis Kronen Zeitung skriver, at et af den 21-årige østrigers hovedmotiver ifølge en retspsykiater var at blive berømt.
- Ønsket om at blive berømt driver mange mennesker i samfundet til mærkværdige handlinger, sagde retspsykiater Peter Hofmann på den sidste dag i rettergangen mod den 21-årige.
Ifølge retspsykiateren var der dog ikke tale om, at den nu dømte 21-årige mand var sindssyg i gerningsøjeblikket.
- Det er et fænomen, som for mange mennesker er svært at forstå. Men det er ikke sygeligt, slog han fast.
/ritzau/