Det var angiveligt en nøje planlagt kidnapning som fandt sted den 13. oktober sidste år, da den 13-årige amerikanske pige Jayme Closs forsvandt og hendes forældre blev myrdet.

På et pressemøde fredag, fortalte politiet at 21-årige Jake Thomas Patterson er blevet anholdt, efter det var lykkedes Jayme Closs at flygte fra hans hus i Gordon, Wisconsin, torsdag.

Han er mistænkt for at have skudt og dræbt den 56-årige James Closs og hans 46-årige kone, Denise Closs, for at kidnappe deres teenagedatter Jayme fra familiens hjem i byen Barron i Wisconsin.

Sherif Chris Fitzgerald fortalte til pressemødet, at forbrydelserne har været ‘nøje planlagt’.

Jayme Closs var et bevidst mål for 21-årige Jake Thomas Patterson. Vis mere

»Jeg kan oplyse, at den tiltalte planlagde sine handlinger og tog mange proaktive skridt for at skjule sin identitet overfor myndighederne og offentligheden.«

Tilbage i oktober fik politiet nys om sagen, da de modtog et mystisk akutopkald fra en telefon på familiens adresse.

Ingen svarede i telefonen, men i baggrunden kunne man høre råben.

For at undersøge sagen nærmere tog politiet ud på adressen, hvor betjentene famdt James og Denise Closs dræbt og deres datter sporløst forsvundet.

Teenageren Jayme Closs er blevet fundet i live efter tre måneder, hvor hun angiveligt er blevet holdt skjult af sin kidnapper. Vis mere

Undersøgelser fra gerningsstedet afslørede efterfølgende, at Jayme Closs var til stede i huset under mordet på forældrene, og politiet frygtede derfor, at hun var blevet kidnappet.

I de efterfølgende tre måneder har over 2.000 frivillige finkæmmet skove, enge og søer nær familiens hus i håbet om at finde hende.

Undervejs har også FBI udstedt en dusør på 25.000 dollars for tips om, hvor hun var henne.

I sidste ende lykkedes det dog Jayme selv at undslippe sin kidnapper efter næsten tre måneder i fangenskab.

Jeanne Nutter var ude og gå med sin hund i udkanten af byen Gordon i Wisconsin, da hun pludselig fik øje på en tynd og bleg pige. Pigen viste sig at være den 13-årige forsvundne Jayme Closs, som var flygtet fra et hus længere nede ad vejen. Vis mere

Jayme Closs opsøgte en lokal hundelufter i byen Gordon, over 100 kilometer nord for det sted, hvor Jayme sidst blev set.

Hun var gået fra Jake Thomas Pattersons hjem i udkanten af byen og spurgte den fremmede kvinde om hjælp.

Patterson blev anholdt ude foran sit hjem kort tid efter.

Den 13-årige Jayme Closs skulle ifølge politiet være det eneste mål for forbrydelserne.

»Han er bevidst gået efter pigen,« fortalte sherif Chris Fitzgerald på et pressemøde fredag, efter 21-årige Jake Thomas Patterson er blevet anholdt og sigtet for at kidnappe 13-årige Jayme Closs og dræbe hendes forældre.   Vis mere

Men politiet forklarer, at Patterson ikke umiddelbart have haft nogen forbindelse til pigen eller hendes forældre forud for kidnapningen.

Det tyder heller ikke på at Patterson og Jayme Closs har haft kontakt på sociale medier.

Jake Thomas Patterson er arbejdsløs og ikke tidligere straffet

Sherif Chris Fitzgerald fortalte på pressemødet, at der ikke er mistænkte i sagen.

På nuværende tidspunkt er Patterson varetægtsfængslet og vil formentlig blive stillet for en dommer i næste uge.

Jayme Closs er blevet undersøgt på hospitalet og vil inden længe blive genforenet med sin familie.