Jordskælvet, der i sidste uge ramte Venezuela, har i skrivende stund kostet mere end 1.700 mennesker livet, og redningsfolk finder stadig lig i massevis under murbrokkerne. 

Mandag lykkedes det dog at redde en 21-årig mand ud i live, efter han havde ligget under ruinerne af en bygning i byen Caraballeda i 106 timer.

Mandag morgen dansk tid skrev El Salvadors præsident, Nayib Bukele, at et redningshold bestående af reddere fra El Salvador, Mexico og Venezuela havde fundet den 21-årige i live og nu arbejdede på at få ham ud.

'Det er allerede lykkedes os at finde ham, og en af ​​vores læger har været i stand til at give ham væske for at holde ham hydreret,' skrev præsidenten i et opslag på det sociale medie X.

Fire timer senere kunne han så meddele i et nyt opslag på X, at det var lykkedes for redningsholdet at redde den 21-årige mand ved navn Aaron Levi Cantillo Vargas ud af den sammenstyrtede bygning i live.

'Denne redning blev muliggjort takket være den koordinerede indsats fra redningshold fra Venezuela, Mexico og El Salvador, som arbejdede utrætteligt for at nå frem til Aaron, skriver han i opslaget.

Efter redningsaktionen skal Vargas nu tilses af et hold speciallæger, skriver Bukele i opslaget på X.

'Tak, Gud, for at tillade dette mirakel,' lyder det fra præsidenten.

Her skriver han desuden, at redningsholdet nu fortsætter deres søgen efter flere overlevende.