En 21-årig californisk kvinde døde efter at være blevet angrebet af hele tre hajer, mens hun var på ferie på Bahamas, der ligger sydøst for Florida.

Jordan Lindsay var ude at snorkle sammen med sin familie i tirsdags, da hun blev angrebet nær Rose Island nordøst for hovedstaden Nassau.

Hendes familiemedlemmer fik øje på hajerne og forsøgte at råbe hende op. Men hun kunne ikke høre dem. Det skriver Sky News.

Hun blev bidt af de tre hajer i armen, i benene og i bagdelen. Hun blev straks kørt på hospitalet, men blev senere erklæret død.

Hendes far, Michael Lindsey, fortæller til ABC News:

»Jordan var 21 år gammel og en fantastisk datter og person. Vi savner hende allerede forfærdeligt.«

Hendes yngre søster, Madison Lindsey, har lavet en GoFundMe-side for at hjælpe familien med begravelsesomkostninger – og med at få transporteret hende hjem.

'Jordan Lindsey var en elsket datter, søster, veninde og ven,' står der på siden.

'Den 26. juni 2019 blev Jordan på tragisk vis slået ihjel i et hajangreb på Bahamas.

Jordan havde den smukkeste, rolige sjæl, og hun vil blive savnet dybt.'

Bahamas regering udtrykker deres 'kondolencer og dybeste sympati' med offerets familie.