En kvinde fra Michigan, USA, er blevet idømt en fængselsstraf for at have løjet om at være blevet voldtaget.

45 dages fængsel takserede dommeren det til, da den 21-årige Mary Zolkowski indrømmede, at hun selv havde opfundet historien om at blive voldtaget på en parkeringsplads ved hendes skole. Det rapporterer New York Post.

Dommer Joseph Sheeran gav ikke kvinden kredit for den tid, hun har været varetægtsfængslet. Det skriver Michigan live.com.

Sheeran gav også Zolkowski 220 dages fængsel, der dog gøres betinget. Hun skal gennemgå en prøvetid på to år, efter hun har siddet de 45 dage i fængslet

Tilbage i marts måned indrømmede hun, at hun havde fabrikeret hele historien.

Zolkowski har fortalt sin mor, at hun var blevet voldtaget på en p-plads, men hun kunne ikke nævne nogle mistænkte. Hun fortalte dommeren, at hendes mor lavede det første opkald til myndighederne, men at hun selv tog røret og fortalte videre.

I det hele taget var forklaringerne på, hvad der skete på skolens p-plads modstridende. Først var hun blevet voldtaget på selve p-pladsen. Næste gang, hun blev afhørt, var det sket i en lejlighed.

Mary Zolkowsky risikerede fire års fængsel og en bøde på næsten 13.000 kroner.