Det er ikke kun i Danmark, at snevejr skaber problemer denne weekend.

I Sverige rammer stormen 'Anna' dog hårdere, hvor over 2000 hustande står uden strøm.

Særligt er det den svenske region Gävleborgs län, der er ramt, skriver det svenske medie Ekspressen.

For bare en uge siden ramte stormen 'Johannes' den svenske landsdel hårdt.

Allerede her mistede flere hustande strømmen, og med 'Annas' landgang fredag, er reparationsarbejdet blevet besværliggjort markant.

I området falder der store mængder sne, mens temperaturerne ligger mellem minus 20 og minus 25 grader.

Så meget, at nogle borgere i Gävleborgs län kan ende med at stå uden strøm indtil næste torsdag, lyder det.

Stormen 'Anna' forårsager også store problemer flere steder i Sverige.

Flere myndigheder har udsendt advarsler om stormen, som har ramt store dele af landet.

I det østlige Svealand tæt på Stockholm og det nordlige Uppland udsendte det svenske meteorologiske institut, SMHI, fredag ​​en orange advarsel, som varer indtil søndag. 

Der forventes op til 40 centimeter sne i områderne.

I regionen omkring Stockholm har myndighederne frarådet at vove sig ud i trafikken.