Da Alexander Mitchell tidligere denne sommer vågnede op med voldsom kvalme, brystsmerter og åndedrætsbesvær, troede han, at han havde influenza.

Men til alles bekymring fik han det med lynets hast værre og værre.

På ganske få dage gik den 20-årige amerikanske mand fra at være en ung og frisk vandringsentutiast til at være afhængig af maskiner for at forblive i live.

»På to dage gik han fra at være syg til at være på sit dødsleje. Lægerne sagde, han var ved at dø. Ærligt talt var jeg ved at planlægge mit barns begravelse. Jeg græd og græd,« fortæller hans far, Daniel Mitchell, til The Washington Post.

Da Alexander Mitchell var allemest syg, var han tilknyttet maskiner, der kunne trække vejret for ham.
Da Alexander Mitchell var allemest syg, var han tilknyttet maskiner, der kunne trække vejret for ham. Katja Mejborn

På hospitalet i Payson, Utah, var lægerne forbløffede. For hver test, de lavede, kom tilbage negativ.

Det var først, da en test pludselig viste, at han havde nogle unormale immunceller i lungerne, det begyndte at dæmre. Og da Alexander Mitchells far kunne fortælle, at sønnen benyttede sig af e-cigaretter, fik en læge, netop som den unge mands lunger gav helt op, sat ham i livreddende behandling.

Alexander Mitchells sygdomsforløb er ikke enestestående.

I øjeblikket undersøger myndighederne i USA nemlig mindst 193 lignende sager fordelt over 22 stater. I skrivende stund har det mystiske sygdomsudbrud kostet ét liv.

Det er langtfra alle tilfældene, der er så alvorlige som Alexander Mitchells, men patienterne lider generelt af hoste, stakåndethed og træthed samt opkast og diarré.

Ingen ved konkret, hvad patienterne fejler, men fælles for dem alle er, at de har benyttet sig af e-cigaretter.

Nogle har brugt væske med nikotin, andre har brugt væske med marihuanna, og så er der dem, der har brugt en hjemmebrygget væske. Det er derfor svært at pege på en entydig årsag til de mange sygdomstilfælde.

Myndighederne ved ikke, om det er selve brugen af e-cigaretter, der gør folk syge, eller om det er nogle bestemte ingredienser i de væsker, som brugerne damper.

Alexander Mitchell er her fotograferet sammen med sine forældre, der var overbeviste om, at de ville miste deres søn.
Alexander Mitchell er her fotograferet sammen med sine forældre, der var overbeviste om, at de ville miste deres søn. Katja Mejborn

Blandt de syge tæller unge mennesker som Alexander Mitchell en stor procentdel, og alene i sidste uge blev antallet af børn og unge, der er blevet indlagt, fordoblet.

Alexander Mitchell er i dag – seks uger efter han blev udskrevet – tilbage i sine vandrestøvler. Dog ikke med helt samme styrke som før sin indlæggelse. Han har mistet 25 procent af sin lungekapacitet, og hans korttidshukommelse er ikke længere så god, som den plejede at være.

Men han er ved godt mod og fortæller nu sin historie til skræk og advarsel for andre. Han mener, at farerne ved e-cigaretter bør være tydeligere deklareret på produkterne.

»Jeg var ikke klar over, at det (e-cigaretter, red.) ville sende mig til mit dødsleje.«