Onsdag blev Marjory Stoneman Douglas High School ramt af et bestialsk skoleskyderi. Her blev 17 personer dræbt - 20 personer er meldt alvorligt såret. Det er det mest voldsomme skoleskyderi, siden Adam Lanza åbnede ild mod sine gamle skolekammerater på skolen Sandy Hook i Newtown, Connecticut, i 2012.

Politiet anholdt den tidligere elev Nikolas Cruz på stedet, og han er torsdag blevet sigtet for 17 overlagte drab.

Det skriver blandt andet Sky News og nyhedsbureauet Associated Press.

Ifølge politiet var den unge gerningsmand iført gasmaske og bevæbnet med røggranater, en semi-automatisk riffel og adskillige magasiner med ammunition.

Man har endnu ikke offentliggjort et motiv for drabet, men det har tidligere været fremme, at Nikolas Cruz har truet sine medstuderende på livet.