19-årige Noura Hussein fra Sudan blev torsdag dømt til døden af retten i Omdurman, efter hun havde slået sin ægtemand ihjel. Hun påstår, at han inden drabet voldtog hende med hjælp fra hans familie.

Det skriver britiske the Guardian.

Noura Hussein blev tvangsægtet i en alder af 16 år. Herefter søgte hun tilflugt hos sin tante i tre år, før hun blev lokket hjem af sin egen familie, der overdrog hende til ægtemanden. Fem dage efter voldtog han hende med hjælp fra hans bror og to fætre. Dagen efter voldtog han hende igen, men her trak hun en kniv og stak ham ihjel. Det skriver CNN. Ifølge det amerikanske medie er det lovligt i Sudan at blive gift, når man er ti år gammel og voldtægt i et ægteskab er også helt legalt i det afrikanske land.

Hun har nu femten dage til at anke dødsdommen.

»Det var et chokerende øjeblik, da dommeren kendte mig skyldig i drab. I det øjeblik vidste jeg, at det var lig med en dødsdom, og jeg ikke når at udleve mine drømme,« sagde hun.

Billede fra retten.

En af Noura Husseins advokater mener, at dødsstraffen ikke bør benyttes i dette tilfælde, da der var tale om selvforsvar. Man har forsøgt at betale sig fra dødsdommen, men den dræbtes familie har nægtet at blive kompenseret økonomisk for deres tab.

Nu er der startet en bevægelse på de sociale medier, 'Justice for Noura', hvor flere forsøger at redde Noura Husseins liv ved at få fokus på sagen. Det har de blandt andet gjort ved at lave en underskriftindsamling, som du kan se her.

Noura Hussein har også menneskerettighedsorganisationen 'Equality Now' i ryggen. Organisationen har i sinde at tage kontakt til den sudanesiske præsident, Omar al-Bashir, for at få den drabsdømte kvinde benådet.

»Noura er ikke kriminel. Hun er et offer og burde behandles som et offer,« siger Tara Carey fra Equality Now ifølge The Guardian.

Hun mener, at Noura Hussein er blevet fysisk og psykisk misbrugt af sin familie og ægtemand, hvorfor hun skal skånes af retten.

Sudan.
Sudan.
Vis mere