Omkring 180.000 ansatte i den tyske bilindustri deltog mandag i landsdækkende protester mod jobnedskæringer og forringede arbejdsvilkår i branchen.

Det skriver AFP, Reuters og dpa.

Demonstrationerne falder på et tidspunkt, hvor flere tyske bilproducenter har annonceret nedskæringer og lukninger af fabrikker.

Den tyske bilgigant Volkswagen meddelte tidligere på måneden, at man ville nedlægge 100.000 stillinger inden udgangen af årtiet.

Forbundsformand Christiane Benner fra IG Metall var til stede under mandagens demonstration ved Volkswagens hovedkvarter i Wolfsburg.

Her gav hun i en tale udtryk for, at relevante virksomhedsledere og politikere skulle tage ansvar for Tyskland som en "bilnation", skriver Reuters.

- Ligesom her hos Volkswagen samles arbejdere inden for bilindustrien i dag over hele landet for at vise arbejdsgivere og politikere, at de har fået nok, sagde hun ifølge mediet.

Det tyske metalarbejderforbund IG Metall, der har knap 2,2 millioner medlemmer, havde på forhånd annonceret en større aktionsdag i Tyskland.

Ifølge forbundet fandt protesterne sted på 280 forskellige lokationer, herunder i Stuttgart, Wolfsburg, Ingolstadt og München, der er centrale byer for den tyske bilproduktion, skriver dpa.

RITZAU