En dansker er blandt 18 anholdte i en sag om omfattende svindel med kreditkort.

Det oplyser Eurojust i en pressemeddelelse onsdag. Eurojust er EU's enhed for samarbejde på tværs af landenes anklagemyndigheder.

Svindlen beløber sig til mindst 300 millioner euro svarende til cirka 2,2 milliarder kroner.

Ifølge DR er der tale om en dansk kvinde.

De danske myndigheder har ikke medvirket i aktionen.

Det er derimod de tyske myndigheder, som har stået i spidsen for efterforskningen.

De anholdte i sagen er mistænkt for at have opsat et kompliceret system med falske online abonnementer til dating, pornografi og streamingtjenester, som blev betalt med kreditkort.

Blandt de anholdte er fem ledende medarbejdere fra fire tyske betalingsserviceudbydere.