I halvandet år har indbyggerne i en lille by i Wales præcis klokken 7 om morgenen mistet signalet til deres bredbånd.

Ingen har kunnet forklare, hvorfor internettet pludselig døde. Og ingen kunne begribe, hvorfor det altid var på præcis samme tidspunkt af døgnet.

Openreach – virksomheden, der kører Storbritanniens digitale netværk – satte ifølge CNN lokale teknikere på sagen.

Deres opgave var at finde den fejl, der i månedsvis havde givet ukendte udsving på bredbåndsforbindelsen i det lille lokalsamfund.

Aberhosan vil nok af de fleste betegnes som en flække.
Aberhosan vil nok af de fleste betegnes som en flække.

Under teknikernes første besøg i byen Aberhosan lykkedes det ikke at lokalisere fejlen, og de var derfor nødt til over flere omgange at vende tilbage til den lille by med omkring 400 indbyggere i håb om, at de nu endelig kunne løse det 18 måneder lange mysterium.

Men nej. Lige lidt hjalp det. Fejlen kunne ikke lokaliseres, og hver morgen klokken 7 blev internettet atter afbrudt.

Skiftede alle kabler

Teknikerne mistænkte, at der kunne være noget galt med byens kabelføring, og de valgte derfor at skifte samtlige kabler og ledninger i området. Men heller ikke det hjalp.

Sagen gav hovedbrud på Openreachs chefgange, og for at knække nøden én gang for alle blev der nu sendt bud efter virksomhedens tunge drenge: en gruppe af de ypperste ingeniører, som virksomheden rådede over.

Kunne de ikke løse det, var der ingen, der kunne.

Efter en række test, der igen ikke førte til noget, undrede ingeniørerne sig pludselig over, hvorvidt der kunne ligge en helt simpel forklaring bag internet-mysteriet.

Et såkaldt 'single high-level impulse noise', som det hedder på engelsk. Løst oversat til dansk er det en elektrisk forstyrrelse, der påvirker bredbånd.

Ingeniørerne fik fat i en 'spectrum analyzer', og med den i hænderne gik de op og ned ad Aberhosans gader 'i silende regn' klokken 6 om morgenen for at finde ud af, om der kunne være en kilde – en tingest – der udsendte de elektriske forstyrrelser.

Og ganske vist.

Præcis klokken 7 om morgen fangede analyzeren en stor udladning af elektrisk forstyrrelse.

»Kilden til den elektriske forstyrrelse blev sporet tilbage til en ejendom i byen. Det viste sig, at ejendommens beboere hver morgen klokken 7 tændte deres gamle tv, og det var det, der fik bredbåndet i hele byen til at kollapse,« skriver Openreach i en pressemeddelelse.

Michael Jones, som var en af de lokale teknikere, der havde arbejdet på sagen fra begyndelsen, sagde, at beboerne var 'forfærdede' over nyheden, og at de øjeblikkeligt gik med til at skrotte den gamle flimmerkasse.

Dagen derpå – klokken 7 om morgenen – var der atter fuld tryk på internettet i Aberhosan. Og nu helt uden afbrydelser.