Et besøg af en superspreder klædt ud som julemanden har nu kostet 18 beboere på et belgisk plejehjem livet.

I alt er der registreret 121 smittede beboere samt 36 smittede ansatte efter besøget, der ellers var tænkt som et hyggeligt juleindslag.

Det skriver det belgiske medie VRT, der løbende har fulgt sagen, siden meldinger om smittede begyndte at vælte ind.

Beboere såvel som ansatte blev smittet under besøget af en mand klædt ud som en julemand i forbindelse med Sankt Nikolajs dag 6. december.

På daværende tidspunkt havde manden ingen symptomer og vidste derfor heller ikke, at han udsatte andre for smittefare. Men det gjorde han. Og hurtigt viste det sig, at plejehjemmet i den belgiske by Mol, der ligger i provinsen Antwerpen, havde inviteret en superspreder indenfor.

Nu er man nået der til, hvor smitteudbruddet er så voldsomt, at stedets ledelse frygter, at der er endnu mere mørke dage forude.

Derfor har man også bedt lokale sundhedspersoner hjælpe til på stedet.

»Vi forbereder os på op til ti meget svære dage,« udtaler byens borgmester, Wim Cayers. Han har tidligere udtalt, at det var en fejlvurdering at få besøg af julemanden i disse coronatider.

Han har desuden kritiseret plejehjemmets ledelse for ikke at have været tydelige i kommunikationen omkring smitteudbruddet.

I første omgang lød det nemlig, at man havde gjort sig foranstaltninger og fulgt restriktionerne i forbindelse med besøget.

Billeder fra stedet har dog siden vist, at flere ikke bar værnemidler, og at der heller ikke blev holdt god afstand undervejs.

Fra ledelsens side lyder det nu, at de ansatte er dybt chokerede over situationen, men at de også er motiverede for at gøre kål på udbruddet.