Fyrværkeri fra en indisk bryllupsfest på et hotel i Kenya gjorde, at gæsterne blev øjeblikkeligt evakueret. Blandt gæsterne var der 18 danskere.

»Der var et indisk bryllup på hotellet. Og det går jo heftigt for sig med fest og fyrværkeri. Én af raketterne landede på et omkringliggende tag på selvsamme hotel og branden spredte sig.«

Det bekræfter administrerende direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj, til B.T. og  understreger, at alle gæster slap fra festen i god behold.

»Alle gæster blev gelejdet ud i god ro og orden. Vores destinationschef og nogle af vores rejseguider var lige i nærheden. De sørgede for, at vores gæster kom hen på et nærliggende hotel,« siger Peder Hornshøj.

Gæsterne er nu indlogeret på Diani Reef Beach Resort and Spa, som er beliggende en lille kilometer fra Leopard Beach Hotel, hvor 'bryllupsbranden' brød ud.

»Vores gæster skulle gerne allerede i dag have fået - eller få - deres ting tilbage; herunder pas, papirer og tøj. Det lugter måske lidt af røg, men mig bekendt har intet taget skade,« siger Peder Hornshøj og fortsætter:

»De fleste skal rejse hjem på torsdag som planlagt. Gæsterne har bare et andet udgangspunkt til safari og lignende.«

Bravo Tours-direktøren fortæller, at danskere, som har booket ferie til Leopard Beach Hotel i den nærmeste fremtid, bliver kontaktet med et lignende tilbud, da brandskaderne vil tage tid at udbedre.