En ung mand fra Florida er blevet sigtet for voldtægt, efter at han tilsyneladende blev overhørt i forbindelse med overfaldet på en teenagepige, skriver flere forskellige amerikanske medier.
Den 18-årige Daniel Enrique Fabian havde simpelthen glemt at slukke for lyden på den PlayStation, han brugte til at spille 'Grand Auto Theft' mod en modstander.
Samtidig overfaldt han en 15-årig pige under en pause i spillet i sit hjem i New Port Richey, rapporterer tv-stationen WFTS.
En anden spiller, en 16-årig teenager, der spillede mod den anklagede, fortæller, at Daniel Fabian lod mikrofonen være tændt, og at han kunne høre den 15-årige sige nej til hans tilnærmelser.
Pigen sagde 'nej' fire gange, men han fortsatte med at voldtage hende den 28. juni i år.
Først den 21. november blev Fabian anholdt for voldtægten af en person mellem 12 og 16 år.
Sheriffen i Pasco County har ikke opgivet identiteten på hverken pigen eller vidnet til voldtægten. Men politibetjente har givet denne version af, hvad der skete:
Den 15-årige var på besøg hos Fabian, og han planlagde at have sex med hende. Da han holdt pause med spillet, lod han mikrofonen være tændt, og teenageren hørte derfor pigen sige 'nej' .
Den 15-årige pige har selv angivet voldtægten til politiet.
Hun har fortalt, at Fabian holdt hånden over hendes mund, skubbede hende omkuld, samtidig med at han overfaldt hende seksuelt. Hun har gennemgået en undersøgelse på hospitalet, og den viser tydeligt, at hun har været udsat for voldtægt.
Det tog fem måneder for resultaterne af dna-testen, der linker Fabian til overfaldet, at komme tilbage fra laboratoriet, oplyser tv-stationen WFLA.
Men da de endelig kom i sidste uge, blev den 18-årige anholdt.


