Amerikansk politi har tirsdag anholdt en 18-årig, der løb mod den amerikanske kongresbygning med et ladt haglgevær og skudsikker vest.
Myndighederne er dog ikke kommet nærmere et motiv for hændelsen.
Det skriver CNN.
Michael Sullivan, der er politichef for bygningen har til mediet udtalt, at den 18-årige var bevæbnet med et ladt haglgevær og med ekstra patroner.
Han ankom i en hvid bil nær kongresbygningen, før han steg ud og løb direkte mod bygningen.
Han blev dog fanget af politiet, der trak deres skydevåben og bad ham om at lægge sig på jorden og lægge våbnet fra sig.
Ifølge Michael Sullivan adlød den 18-årige mand, der blev arresteret og bragt i politiets varetægt.
