OPDATERING: Onsdag eftermiddag meddeler tysk politi, ifølge Bild, at bomben nu er blevet desarmeret, og at de 17.000 evakuerede nu kan vende hjem igen. 

Onsdag måtte over 17.000 mennesker forlade deres hjem i den østtyske storby Dresden.

Det gælder beboere i et større område i bymidten og den historiske bydel, der af sikkerhedsmæssige årsager er blevet evakueret.

Årsagen er fundet af en bombe fra Anden Verdenskrig. Det skriver Bild og Deutsche Welle.

Den 250 kilo tunge bombe blev fundet tirsdag af nogle bygningsarbejde ved Carola-broen, som krydser Elben-floden midt i Dresden.

Sådan så det ud i januar, da arbejderne fandt en anden bombe.
Sådan så det ud i januar, da arbejderne fandt en anden bombe. Robert Michael/AP/Ritzau Scanpix

Bomben skal desarmeres på stedet, hvorfor myndighederne altså har oprettet en evakueringszone med en radius på én kilometer omkring bomben.

Evakueringen påvirker også byens operahus, historiske kirke og endda delstatsparlamentet. Dresden er hovedstad i delstaten Sachsen.

Når området omkring bomben er totalt sikret, kan desarmeringen begynde, melder myndighederne.

Det er anden gang på bare et halvt år, at bygningsarbejderne ved broen finder en bombe fra Anden Verdenskrig. I januar måtte 10.000 borgere evakueres.