Et missilangreb fra Rusland mod Kharkiv-regionen i det østlige Ukraine har kostet en teenagepige livet, mens mindst ni andre personer er blevet såret.

Det skriver regionens guvernør, Oleh Synjehubov, på beskedtjenesten Telegram, skriver nyhedsbureauet AFP tidligt tirsdag.

- En 17-årig pige, som blev alvorligt såret i missilangrebet mod byen Berestyn, er død på hospitalet, skriver guvernøren.

- Ifølge de indledende oplysninger blev ni personer såret, heriblandt en 16-årig dreng, lyder det videre.

Ifølge guvernøren er akutberedskab til stede for at hjælpe de sårede.

Det fremgår ikke umiddelbart, om nogen vurderes at være i livsfare.

Rusland har i de seneste måneder skruet op for landets drone- og missilangreb, som særligt har været rettet mod Ukraines energiinfrastruktur op til vinteren.

Også en række civile mål er blevet ramt.

I den nærliggende Dnipropetrovska-region siger guvernør Vladyslav Hajvanenko, at der er udbrudt flere brande i byen Dnipro efter et droneangreb.

Der er dog ikke umiddelbart nogen meldinger om sårede eller dræbte.

- Der udbrød brande i Dnipro og i distriktet omkring byen som følge af et UAV-angreb (angreb med et ubemandet luftfartøj, red.), siger Vladyslav Hajvanenko ifølge AFP.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne.

Mandag blev fem personer dræbt i russiske luftangreb mod det østlige Ukraine. Samtidig blev en børnehave ødelagt.

Tre af de dræbte mistede livet i et boligområde i Balaklija, som ligger ved frontlinjen i Kharkiv, meddelte Ukraines beredskabstjeneste.

De to andre blev ifølge Ukraine dræbt i Dnipropetrovska-regionen.

Angrebene finder sted, efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mandag underskrev en hensigtserklæring, som indebærer, at Ukraine vil købe 100 kampfly af Frankrig over en tiårig periode.

/ritzau/