For første gang nogensinde har den savnede Madeleine McCanns lillesøster udtalt sig offentligt.

Det skete, da hun sammen med forældrene – Kate og Gerry – onsdag mødte op til en lysgudstjeneste, som markerede, at der nu er gået 16 år, siden den lille pige sidst blev set.

Det skriver The Mirror og New Zealand Herald.

Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz 3. maj 2007, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.

Madeleine 'Maddie' McCann var tre år, da hun forsvandt.
Madeleine 'Maddie' McCann var tre år, da hun forsvandt. Foto: AFP PHOTO / METROPOLITAN POLICE
Vis mere

Hun var på det tidspunkt tre år gammel.

Hendes forældre har forklaret, at de havde puttet 'Maddie', som hun blev kaldt, og hendes to yngre søskende i lejligheden, før de selv var gået ned på en tapas-restaurant omkring 50 meter fra, hvor børnene lå og sov.

Godt hver halve time tjekkede forældrene til børnene i lejlighed 5A. Men da Kate McCann klokken 22 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne.

Maddie var forsvundet.

Her ses Kate og Gerry McCann holde et billede af deres savnede datter op. Billedet er fra 2012.
Her ses Kate og Gerry McCann holde et billede af deres savnede datter op. Billedet er fra 2012. Foto: Sang Tan
Vis mere

Siden har sagen været omfattende efterforsket, men endnu er det ikke lykkedes at finde ud af, hvad der er sket med hende.

Onsdag mødte forældrene op sammen med Maddies lillesøster, den nu 18-årige Amelie, for at tænde et lys i hjembyen Rothley i Leicestershire for at mindes hende.

I den forbindelse udtalte lillesøsteren sig for første gang offentligt:

»Det er rart, at alle er her sammen, men det er en trist lejlighed,« sagde hun ifølge The Mirror.

Amelies tvillingebror, Sean, deltog ikke – og forældrene udtalte sig ikke i forbindelse med arrangementet.

På hjemmesiden for eftersøgningen af datteren, der nu ville være knap 20 år, skrev de dog et indlæg onsdag:

»I dag er det 16-året for Madeleines bortførelse. Stadig savnet … Stadig meget savnet,« skriver de og tilføjer:

»Det er svært at finde ordene til at formidle, hvordan vi har det.«

Forældreparret har i indlægget derfor delt et digt af forfatteren Clare Pollard, som 'resonerer stærkt' med dem:

»Fraværet modsiger sig selv: Savnet fremmaner, hvad vi savner. Du er ikke her, jeg er ikke mig selv, men alligevel taler jeg til dig,« lyder det blandt andet.

Kate og Gerry McCann slutter indlægget med at skrive, at politiets efterforskning endnu fortsætter:

»Og vi afventer et gennembrud. Tak til alle for jeres støtte. Det hjælper virkelig,« skriver de.