Brændende biler. Stenkast. Plyndrede butikker.

Det gik ikke stille for sig, da store menneskemængder søndag aften indtog gaderne i flere hollandske byer for at vise deres utilfredshed med regeringens seneste coronarestriktioner.

Dagen derpå kan politiet således oplyse, at 151 personer er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationerne, skriver nyhedsbureauet dpa.

Søndag var tredje aften i træk, at flere hollandske byer var ramt af optøjer på grund af regeringens beslutning om at indføre et natligt udgangsforbud fra klokken 21.

Også i det centrale Amsterdam var der sammenstød mellem politi og demonstranter.
Også i det centrale Amsterdam var der sammenstød mellem politi og demonstranter. Foto: MARCO DE SWART
Vis mere

Optøjer, som førte til sammenstød mellem politi og demonstranter i blandt andet Amsterdam, havnebyen Rotterdam, i Amersfoort i den østlige del af landet samt i den lille by Geleen i nærheden af Maastricht.

Ifølge det hollandske medie De Telegraaf forsøgte demonstranterne i byen Den Bosch sågar at trænge ind på et af byens hospitaler – Jeroen Bosch Hospital.

Situationen var angiveligt så alvorlig, at hospitalet blev låst af som en sikkerhedsforanstaltning, ligesom ambulancer blev omdirigeret til andre hospitaler.

»Det var en skræmmende situation for de ansatte,« har direktøren for hospitalet sagt til mediet.

Demonstranterne i Rotterdam satte ild til biler og containere.
Demonstranterne i Rotterdam satte ild til biler og containere. Foto: MARCO DE SWART
Vis mere

Også i Rotterdam gik det vildt for sig. Her forårsagede demonstranterne blandt andet hærværk flere steder, ligesom de 'plyndrede' flere butikker og kastede sten og fyrværkeri mod politiet.

Adskillige politibetjente er ifølge De Telegraaf kommet til skade i forbindelse med sammenstødene.

Rotterdams borgmester Ahmed Aboutaleb var mandag aften ude og fordømme demonstranternes adfærd:

»Det er skamløse tyve. Andet kan jeg ikke sige.«

Også Haarlems borgmester Jos Wienen har været ude og tage skarp afstand fra optøjerne.

»Dette er en alvorlig forstyrrelse af den offentlige fred. Restriktionerne er hårde for alle. Vi ønsker alle at have bevægelsesfrihed, men det giver os ikke ret til at starte brande, fyre fyrværkeri af og forårsage hærværk,« siger han.

Enslydende er budskabet fra den hollandske premierminister Mark Rutte.

»Det, som motiverede disse mennesker, har intet med protest at gøre; dette er kriminel vold.«

I Rotterdam plyndrede flere demonstranter byens butikker.
I Rotterdam plyndrede flere demonstranter byens butikker. Foto: MARCO DE SWART
Vis mere

Siden lørdag har et landsdækkende natligt udgangsforbud, som betyder, at borgerne ikke må gå ud mellem klokken 21.00 og 04.30, været gældende i Holland.

Forbuddet, som skal bremse spredningen af coronasmitten, blev vedtaget i sidste uge, på trods af at smittetallet på det seneste har været faldende i landet.

Det frygtes nemlig, at den såkaldte britiske variant kan føre til en ny stigning i antallet af coronatilfælde.

Tirsdag sættes en omfattende efterforskning af mandagens demonstrationer i gang, som politiet mener med stor sandsynlighed vil føre til endnu flere anholdelser.