Antallet af dræbte i forbindelse med et skudangreb ved Bondi Beach i den australske storby Sydney er steget til 16.

Det oplyser sundhedsministeren i delstaten New South Wales, Ryan Park, søndag aften dansk tid ifølge det australske medie ABC News.

Der er tale om 15 voksne og et barn. Det yngste offer var en 10-årig pige, mens det ældste offer blev 87 år.

- Dette er forfærdeligt, siger Ryan Park om angrebet, der ramte deltagere ved et jødisk arrangement.

- Det er noget, vi formentlig aldrig troede, at vi skulle opleve i dette land, og noget, som vil kræve af os alle, at vi lægger vores arme omkring det jødiske samfund og alle, der er blevet berørt af denne forfærdelige hændelse.

Tidligere søndag forlød det, at i alt 12 personer var blevet dræbt. Blandt dem var en formodet gerningsmand.

Gerningsmanden indgår også i den seneste opgørelse over dræbte.

Skudangrebet var rettet mod et arrangement ved Bondi Beach, hvor den jødiske højtid hanukkah blev fejret. Bondi Beach er en af Australiens mest berømte strande og er især populær blandt surfere og turister.

Omkring 1000 mennesker deltog i den jødiske fejring ved stranden.

De australske myndigheder anser angrebet for at være et terrorangreb.

Efter angrebet blev 29 overlevende bragt til hospitalet. Blandt dem var to politibetjente og fire børn.

I alt blev cirka 40 personer såret, men alle skulle altså ikke hentes af ambulancer.

Omkring 100 ambulancereddere og læger rykkede ud til Bondi Beach, efter at de første anmeldelser om angrebet blev modtaget søndag aften omkring klokken 18.45 lokal tid.

Mindst to gerningsmænd udførte angrebet, og politiet undersøger, om en tredje person også var involveret.

Mens én gerningsmand blev dræbt efter angrebet, blev en anden alvorligt såret. Hans tilstand blev tidligere søndag beskrevet som kritisk.

De australske myndigheder har ikke offentliggjort oplysninger om de to formodede gerningsmænd.

12 timer efter angrebet er området omkring Bondi Beach stadig "et aktivt gerningssted", hvilket betyder, at det er afspærret, og at efterforskningen på stedet fortsætter.

/ritzau/