14 personer er blevet dræbt, og 38 er blevet såret i et bombeangreb i den sydvestlige del af Colombia lørdag.

Det oplyser guvernøren i området, Octavio Guzman, i et opslag på det sociale medie X.

- Vi koordinerer redningsaktioner til vores befolkning og indleder et nationalt sikkerhedsmøde for at håndtere denne alvorlige situation på en kollektiv måde, skriver han.

Han har desuden delt flere billeder i opslaget. Et billede i fugleperspektiv viser en række biler holde stille på en ødelagt vej med en folkemængde omkring sig.

Lørdag aften lød det fra guvernøren på X, at syv personer var dræbt, og omkring 20 var såret. Men det tal er altså steget.

Et "eksplosivt apparat" blev detoneret på en vej, skrev guvernøren.

Her delte han desuden en video fra ulykken. Her kan man se flere ødelagte køretøjer efter eksplosionen.

I maj er der præsidentvalg i landet, og angrebet er blot det seneste i en bølge af vold. Der er frygt i landet for, at valget den 31. maj vil bringe yderligere vold med sig.

Angrebet fandt sted i provinsen Cauca, som er et konfliktfyldt område med et stort omfang af kokaproduktion, og det er i vid udstrækning kontrolleret af oprørsgrupper bestående af tidligere Farc-soldater.

Så sent som fredag fandt et andet bombeangreb sted i byen Cali i den vestlige del af landet. Angrebet var rettet mod en militærbase i byen, og én person blev såret.

I juni 2025 blev den colombianske senator og aspirerende præsidentkandidat Miguel Uribe skudt i hovedet og benet ved et vælgermøde i en offentlig park i Colombias hovedstad, Bogotá. Han døde af sine kvæstelser to måneder senere.

En 15-årig blev efterfølgende idømt syv års ungdomsfængsel for drabet.

I en video fra den 15-åriges anholdelse høres drengen råbe, at han var blevet hyret af en lokal narkohandler.

Videoen er blevet verificeret af nyhedsbureauet AFP. Det er stadig uklart, hvorfor netop Uribe var mål for angrebet.

Trods drabet blev der efterfølgende holdt forholdsvis fredelige kongresvalg i begyndelsen af marts.

/ritzau/AFP