En 14-årig norsk dreng er blevet taget for bustyveri for tredje gang på et halvt år. Det bekræfter politiet over for det norske medie NRK.

Politiet fik søndag morgen en anmeldelse om en ung chauffør bag rattet i en bus nær Grimstad i det sydlige Norge.

Bussen blev ifølge politiet stjålet i Oslo og blev til sidst standset i Kristiansand. Der er cirka 300 kilometer mellem de to byer.

- Det var en lang køretur, men bussen var tom, siger en operationsleder til mediet.

Det er blot en måned siden, at samme dreng stjal en bus i Oslo-området. Den kørte han over grænsen til Sverige, hvor myndighederne fik fingrene i ham.

Her lød det, at han havde kørt omkring 200 kilometer.

Tidligere skal han også have stjålet en bus i Stavanger-området og kørt rundt i tre timer, inden han selv afleverede den tilbage.

Den sag blev siden henlagt på grund af hans unge alder.

/ritzau/