En frygtelig hændelse fandt sted i den svenske by Gävle fredag nat, hvor seks personer blev skudt. 

Ifølge vidneudsagn fra gerningsstedet skød en 14-årig dreng på tæt hold med en pistol, direkte ind i en gruppe mennesker, der stod uden for et par restauranter på Södra Kungsgatan i Söder.

Den 14-årige dreng blev anholdt kort efter episoden i nærheden af gerningsstedet, og der er sidenhen delt chokerende oplysninger om hans færden i løbet af dagen, skriver svenske Expressen

Tidligere på dagen skulle han angiveligt have sagt i skolen, at han ville dræbe nogen, men bagatelliserede det derefter ved at sige, at han bare lavede sjov.

Efter skole forsvandt han, og da hans familie ikke kunne få fat i ham i løbet af eftermiddagen og aftenen, blev de bekymrede. De gik ud ifølge mediet ud og ledte, hvor de også kontaktede både sociale myndigheder og politiet.

Ifølge Expressens oplysninger var han både på politiets og de sociale myndigheders radar før angrebet.

Efter skyderiet skrev drengen til sin socialrådgiver: »Tjek nyhederne hehe«.

Han er mistænkt for seks tilfælde af drabsforsøg og grov våbenforseelse. Alle seks personer, der blev skudt, er uden for livsfare.