Den tidligere Kreml-embedsmand Vladislav Avayev har længe været en nær allieret til den russiske præsident.
Men nu er han fundet død i sin lejlighed i Moskva sammen med sin kone og deres 13-årige datter.
Det skriver flere medier, herunder Dagbladet og Sky News.
Der er dukket flere teorier op omkring dødsfaldene. Men russisk politi mener, at Avayev skød sin kone og datter, og derefter tog sit eget liv.
13 våben skulle efter sigende være fundet inde i lejligheden – en pistol skulle være fundet i Avayevs hånd.
Det var Avayevs 26-årige datter, der gjorde opdagelsen, efter hun ikke kunne komme i kontakt med sin familie. Naboer skulle angiveligt have hørt skuddene, men troede først, det var fyrværkeri.
Flere teorier er dukket op omkring dødsfaldene, herunder rygter om, at Avayev blev jaloux, efter hans kone blev gravid med familiens chauffør.
Der er dog modstridende meldinger om, hvorvidt hans kone overhovedet var gravid.
En anden teori kommer fra en kvindelig nabo, der hævdede, at Avayevs forretning kunne have været under økonomisk stress som følge af vestlige sanktioner mod Rusland på grund af krigen i Ukraine.
»Måske var det på grund af sanktionerne – alle er deprimerede, nogle er villige til at gå til ekstreme foranstaltninger,« sagde hun.
Den 51-årige har tidligere fungeret som vicepræsident for Gazprombank, Ruslands tredjestørste bank, inden han pludselig sagde op. Avayev havde også en rolle i Vladimir Putins Kreml-administration, hvor han var leder af en nøgleafdeling.
En undersøgelse af dødsfaldene er i gang.