De kunne høre ham råbe, kalde efter hjælp. Men før nogen nåede at gøre noget, var det for sent.

Søndag var en amerikansk dreng - Elijah Baldwin - ude at vandre i Snow Canyon State Park med sin mor og to yngre søskende, da han endte med at falde mellem 22 til 30 meter ned fra en klippe og miste livet.

Det skriver ABC News.

Den unge dreng på 13 år klatrede rundt i det populære vandre- og klatreområde syd for Pioneer Names, da det gik galt.

Mens Elijahs mor og søskende blev på selve vandrestien, smuttede han flere gange alene ud på eventyr i området omkring dem.

Det var meningen, at drengen skulle holde sig tæt på sin familie, så hans mor hele tiden kunne se ham, men på et tidspunkt kom han for langt væk og forsvandt fra dem. Det fortæller en medarbejder hos Utah State Parks, Regan Wilson, til ABC News.

»De kunne høre ham råbe og sige, at han havde brug for noget hjælp,« forklarer han.

Drengens mor lod de yngre søskende blive sammen tilbage på stien, før hun hastigt forsøgte at skaffe hjælp til sin ældste søn, som havde forvildet sig ud på svært klippeterræn:

»Han havde nået hele vejen til toppen, men jeg tror, det var på vejen ned, at problemerne opstod,« fortæller Regan Wilson.

Før hjælpen nåede frem, faldt drengen ned.

Han blev erklæret død på stedet.

I en udtalelse udtrykker Utah State Parks medfølelse med Elijahs familie, ligesom man opfordrer til, at man altid husker at tage de nødvendige forholdsregler, før man bevæger sig ud i et terræn, man ikke kender så godt.